Foråret
nærmer sig hastigt og en ny sæson står for døren for vores golfspillere – eller
gjorde – for den nuværende Corona-epidemi har sammen med udmelding fra Dansk
Golf Union sat en midlertidig stopper for vores planlagte åbningsdag.
Som det nok
er de fleste golfspillere bekendt har DGU midt i marts måned anbefalet følgende
for alle deres danske medlemsklubber:
Dansk Golf Union anbefaler, at golfklubberne lukker deres klubhuse,
indstiller spillet på golfbanerne og brugen af træningsfaciliteter, foreløbigt
frem til 30. marts. Golfsporten må tage et samfundsansvar, og gøre alt hvad vi
kan i denne svære situation og vi må alle huske på, at golf ikke er en
nødvendighed.
DGU’s
udmelding skal ses på baggrund af den alvorlige epidemi og skal nok også
opfattes som politisk korrekthed over for DGI og andre sportsgrene, som ikke
kan argumentere på samme måde som golfsporten om en sundhedsmæssig risikofri
og absolut sund måde at dyrke sport i det fri – også for de lidt ældre årgange.
DGU’s anbefaling mødte efterfølgende stor kritik fra langt de fleste golfspillere, som har skrevet læserindlæg på www.golf.dk, og selv golfkommentator Henrik Knudsen har udtalt, at total lukning af golfklubberne måske var en overreaktion.
Som bekendt
endte vi med som bestyrelse i enighed at følge DGU’s henstilling, idet vi ikke
ville risikere at Grenaa Golfklub efterfølgende blev kritiseret for manglende
solidaritet.
Torsdag den
26. marts modtog vi så DGU’s seneste anbefaling for kommende drift af golfbane-
anlæggene, og den lød således:
På tirsdag den 31. marts skal Folketinget stemme om en ny lov, der gør det
muligt at udstede forbud mod at forsamles mere end to personer. Forslaget gør
det også̊ muligt at lukke legepladser, campingpladser og golfbaner.
Dansk Golf Unions bestyrelse anbefaler, at de danske golfklubber fortsat
holder baner, træningsfaciliteter og klubhuse lukket, indtil lovforslaget er
behandlet.
– Vi henstiller til, at
Golfdanmark fortsat udviser samfundssind og står sammen om ikke at spille golf,
mens vi venter på tirsdagens lovbehandling. Hvis Folketinget vedtager loven,
gives der hjemmel til at lukke golfbaner. Det er p.t. uvist om myndighederne
vil bruge den hjemmel, men DGU vil tage bestik af situationen og efterfølgende
tage stilling til en fælles, hensynsfuld åbning af golfbanerne efter
myndighedernes anvisninger, hvis det er muligt, siger Lars Broch Christensen,
der er formand for Dansk Golf Union.
Udmeldingen
fra DGU og de mange spillerkommentarer var derfor årsag til rigtig mange overvejelser
i vores bestyrelse for og imod at holde åbent.
På baggrund af denne udmelding fra DGU har vi i bestyrelsen holdt ekstraordinært møde lørdag den 28. marts, hvor bestyrelsen på baggrund af DGU’s seneste udmelding vedtog at afvente Regeringens udspil på tirsdag den 31. marts. Bestyrelsen har samtidigt vedtaget, at:
medmindre der tirsdag kommer et direkte forbud fra regeringen mod at holde
golfbaner åbne, vil Grenaa Golfklub genåbne golfbanerne – både Par 3 og
18-hullers baner – fra onsdag den 1. april
under forudsætning af, at medlemmerne overholder Grenaa Golfklubs restriktioner for golfspil som er følgende:
- Banen er åben, men kun for medlemmer af Grenaa Golfklub.
- Der må maksimalt gå 2 personer i en bold.
- Fysiske scorekort er ikke tilgængelige. Brug Golfbox-appen på mobilen.
- Der kan bookes på Golfbox. Tiden skal ikke bekræftes. Brug mobil-appen.
- Klubhuset aflåses – der er ingen adgang til toiletter, vand mv.
- Affaldsspande på banen må ikke benyttes – affald skal tages med hjem.
- Der er ingen flag og river på banen.
- Bunkers betragtes som waste-arealer og er underlagt regler for spil herfra.
- Hulkopperne vendes. Giv hullet inden for en køllelængde.
- I øvrigt holdes der afstand og man opfører sig som sundhedsmyndighederne anbefaler, så man ikke samles i grupper såvel før, under som efter spil.
Der vil være banekontrol på banen så vi sikrer, at reglerne overholdes og
således at overtrædelser ikke vil kunne skade klubben.
Vi håber
meget, at vores medlemmer tager imod bestyrelsens beslutning i positiv ånd og
følger de givne retningslinjer. Vi er som golfklub meget i medierne for
øjeblikket, og det er derfor af stor vigtighed, at vi som medlemmer af Grenaa
Golfklub kan bevise, at vi alle kan opføre os med stor ansvarlighed.
Det
allervigtigste – giv ikke offentligheden chance for at vise fotos med større
forsamlinger – specielt før, under og efter spil.
Af yderligere værn imod spredning af Corona vil adgangene til bagrummet blive desinficeret to gange dagligt.
Som følge af
epidemien er vi naturligvis nødt til at aflyse alle kommende planlagte fælles
arrangementer indtil videre.
Bestyrelsen
ønsker GOD TUR til alle under de nuværende omstændigheder.
Bestyrelsen for Grenaa Golfklub