CORONA Golf

Foråret nærmer sig hastigt og en ny sæson står for døren for vores golfspillere – eller gjorde – for den nuværende Corona-epidemi har sammen med udmelding fra Dansk Golf Union sat en midlertidig stopper for vores planlagte åbningsdag.

Som det nok er de fleste golfspillere bekendt har DGU midt i marts måned anbefalet følgende for alle deres danske medlemsklubber:

Dansk Golf Union anbefaler, at golfklubberne lukker deres klubhuse, indstiller spillet på golfbanerne og brugen af træningsfaciliteter, foreløbigt frem til 30. marts. Golfsporten må tage et samfundsansvar, og gøre alt hvad vi kan i denne svære situation og vi må alle huske på, at golf ikke er en nødvendighed.

DGU’s udmelding skal ses på baggrund af den alvorlige epidemi og skal nok også opfattes som politisk korrekthed over for DGI og andre sportsgrene, som ikke kan argumentere på samme måde som golfsporten om en sundhedsmæssig risikofri og absolut sund måde at dyrke sport i det fri – også for de lidt ældre årgange.

DGU’s anbefaling mødte efterfølgende stor kritik fra langt de fleste golfspillere, som har skrevet læserindlæg på www.golf.dk, og selv golfkommentator Henrik Knudsen har udtalt, at total lukning af golfklubberne måske var en overreaktion.

Som bekendt endte vi med som bestyrelse i enighed at følge DGU’s henstilling, idet vi ikke ville risikere at Grenaa Golfklub efterfølgende blev kritiseret for manglende solidaritet.

Torsdag den 26. marts modtog vi så DGU’s seneste anbefaling for kommende drift af golfbane- anlæggene, og den lød således:

På tirsdag den 31. marts skal Folketinget stemme om en ny lov, der gør det muligt at udstede forbud mod at forsamles mere end to personer. Forslaget gør det også̊ muligt at lukke legepladser, campingpladser og golfbaner.

Dansk Golf Unions bestyrelse anbefaler, at de danske golfklubber fortsat holder baner, træningsfaciliteter og klubhuse lukket, indtil lovforslaget er behandlet.

– Vi henstiller til, at Golfdanmark fortsat udviser samfundssind og står sammen om ikke at spille golf, mens vi venter på tirsdagens lovbehandling. Hvis Folketinget vedtager loven, gives der hjemmel til at lukke golfbaner. Det er p.t. uvist om myndighederne vil bruge den hjemmel, men DGU vil tage bestik af situationen og efterfølgende tage stilling til en fælles, hensynsfuld åbning af golfbanerne efter myndighedernes anvisninger, hvis det er muligt, siger Lars Broch Christensen, der er formand for Dansk Golf Union.

Udmeldingen fra DGU og de mange spillerkommentarer var derfor årsag til rigtig mange overvejelser i vores bestyrelse for og imod at holde åbent.

På baggrund af denne udmelding fra DGU har vi i bestyrelsen holdt ekstraordinært møde lørdag den 28. marts, hvor bestyrelsen på baggrund af DGU’s seneste udmelding vedtog at afvente Regeringens udspil på tirsdag den 31. marts. Bestyrelsen har samtidigt vedtaget, at:

medmindre der tirsdag kommer et direkte forbud fra regeringen mod at holde golfbaner åbne, vil Grenaa Golfklub genåbne golfbanerne – både Par 3 og 18-hullers baner – fra onsdag den 1. april

under forudsætning af, at medlemmerne overholder Grenaa Golfklubs restriktioner for golfspil som er følgende:

  • Banen er åben, men kun for medlemmer af Grenaa Golfklub.
  • Der må maksimalt gå 2 personer i en bold.
  • Fysiske scorekort er ikke tilgængelige. Brug Golfbox-appen på mobilen.
  • Der kan bookes på Golfbox. Tiden skal ikke bekræftes. Brug mobil-appen.
  • Klubhuset aflåses – der er ingen adgang til toiletter, vand mv.
  • Affaldsspande på banen må ikke benyttes – affald skal tages med hjem.
  • Der er ingen flag og river på banen.
  • Bunkers betragtes som waste-arealer og er underlagt regler for spil herfra.
  • Hulkopperne vendes. Giv hullet inden for en køllelængde.
  • I øvrigt holdes der afstand og man opfører sig som sundhedsmyndighederne anbefaler, så man ikke samles i grupper såvel før, under som efter spil.

Der vil være banekontrol på banen så vi sikrer, at reglerne overholdes og således at overtrædelser ikke vil kunne skade klubben.

Vi håber meget, at vores medlemmer tager imod bestyrelsens beslutning i positiv ånd og følger de givne retningslinjer. Vi er som golfklub meget i medierne for øjeblikket, og det er derfor af stor vigtighed, at vi som medlemmer af Grenaa Golfklub kan bevise, at vi alle kan opføre os med stor ansvarlighed.

Det allervigtigste – giv ikke offentligheden chance for at vise fotos med større forsamlinger – specielt før, under og efter spil.

Af yderligere værn imod spredning af Corona vil adgangene til bagrummet blive desinficeret to gange dagligt.

Som følge af epidemien er vi naturligvis nødt til at aflyse alle kommende planlagte fælles arrangementer indtil videre.

Bestyrelsen ønsker GOD TUR til alle under de nuværende omstændigheder.

Bestyrelsen for Grenaa Golfklub