
Vision
Juniorudvalget sørger for at alle juniorer får den træning og uddannelse der passer til den enkeltes niveau. Samtidig sørger juniorudvalget for, at de juniorer der kan deltage i turneringer uden for klubben får mulighed for det. Juniorudvalget er derfor et meget bredt udvalg der for de unge mennesker fungerer som både begynderudvalg, breddeudvalg og eliteudvalg.
Juniorudvalget arrangerer også lokale turneringer for både klubbens egne juniorer og naboklubberne samt afholder prøver og meget andet. Ud over de golfrelaterede arrangementer har juniorudvalget også arrangementer af mere social karakter, for eksempel har vi normalt en tur i Ree Park eller noget andet som ikke nødvendigvis har med golf at gøre.
I 2012 starter vi træningen tirsdag den 10. april kl. 16.30.
I 2012 vil der være fællestræning, hver tirsdag fra kl. 16.30 til 18.00 og torsdag fra kl. 16.30 til 17.30 (bemærk at træningstiden om torsdagen er forkortet med ½ time). Fordelingen af de enkelte spillere på de to hold tilpasses løbende gennem sæsonen.
Handlingsplan
Baggrund
Baggrunden for nærværende handlingsplan er, at bestyrelsen i Grenaa Golfklub i efteråret 2005 har besluttet at stramme op på procedurerne omkring udvalgenes arbejde. Handlingsplanen er derfor udarbejdet på baggrund af den gældende instruks om arbejds- og ansvarsområder for bestyrelse og udvalg i Grenaa Golfklub.
Dog med den forskel, at planen kun omhandler arbejdet med spillere op til 18 år, hvor der i instruksen lægges op til, at udvalget arbejder med unge op til 24 år. Det har hidtil været praksis, at juniorudvalget slap spillerne efter det år hvor de fyldte 18 og i DGU regi skifter til at være ynglingespillere i stedet for juniorspillere. Det er udvalgets opfattelse, at denne praksis er det mest naturlige, og at ynglingespillerne i højere grad ønsker at benytte tilbudene i eliteudvalget eller dame/herreudvalgene. Juniorudvalget forventer, at bestyrelsen reviderer instruksen på dette punkt ved først givne lejlighed.
Yderligere vil handlingsplanen arbejde med en planperiode på fire år, hvor instruksen kun kræver et år. Grunden til at der i nærværende plan arbejdes med en planperiode på fire år er, at juniorudvalget ønsker at arbejde med lidt mere langsigtede mål, end hvad der kan nås inden for et år.
Det er tilstræbt, at handlingsplanen lever op til retningslinerne fra DGU med hensyn til fokusområder og projektarbejder, samt at planen holder sig inden for rammerne af klubbens strategiplan for perioden 2010 til 2014.
Generelt om juniorarbejdet
Som bekendt er golf en bred sport der kan spilles på mange niveauer og derfor har juniorudvalget vurderet, at det er nødvendigt at niveaudele spillerne, dels for at give juniorerne den bedst mulige træning, og dels for at ramme den enkelte juniors niveau bedst muligt med de til enhver tid relevante tilbud. Ud over en generel niveaudeling er det besluttet at fortsætte med den forstærkede indsats på pigeområdet.
Store dele af arbejdet med udviklingen af juniorer foregår i distrikts regi og i kredsene. Det er derfor nødvendigt, at klubbens juniorledere deltager aktivt i de arbejder der foregår både i distriktet og i kredsen.
Som hovedregel kan man sige, at klubberne er golfbørnehaven, forskolen er i kredsene, mens mellemskolen er distriktet og dem, der vælger at fortsætte i gymnasiet kommer over i DGU regi. De enkelte spillere er selvfølgelig hele vejen igennem klubbens repræsentanter og deres udvikling styres af klubben.
Generel målsætning for juniorarbejdet
Hovedformålet med juniorarbejdet i Grenaa Golfklub er, at tilbyde klubbens juniorer træning og undervisning der giver de enkelte spillere mulighed for at dyrke golf på det niveau som den enkelte måtte ønske.
Juniorarbejdet tager i videst muligt omfang individuelle hensyn og skal udvikle de spillere, der er motiverede og arbejder målrettet med spillet til at kunne agere på højeste niveau i både danske og internationale turneringer. Juniorer der spiller på dette niveau vil samtidig være kandidater til klubbens elitehold.
Juniorer der ikke ønsker at bruge så mange ressourcer på golf, skal sikres en solid golfuddannelse, både teknisk og teoretisk, der giver dem mulighed for at spille golf på klubniveau og som green fee gæster.
På pigesiden skal der generelt arbejdes med at tiltrække flere piger og bevare dem vi har. Samtidig skal pigerne i højere grad spille flere turneringer og dermed blive turneringsvante. For pigerne fortsætter arbejdet med at styrke det sociale netværk både internt og med naboklubberne.
Kortsigtede mål der nås i 2012
- Juniorer med højt hcp. skal hjælpes ud på banen, så de alle kan få spilletilladelse.
- Der er indført fredagsturneringer en gang om måneden
- Juniorerne skal motiveres for selvtræning
- Der arbejdes målrettet med at få flere piger med
- 50% af juniorerne over 12 år skal være under hcp. 36 ved udgangen af sæsonen
- Tilstræbes 2 juniorer skal gennemgå 1. Tee kursus
- Tilstræbes 2 juniorer skal gennemgå Talent 1
- Tilstræbes 1 junior skal gennemgå Talent 2
- Der skal stilles hold til alle kredsturneringerne
- Der deltages i Junior distrikts tour
- Der skal stilles flest mulige hold i juniorturneringen
Langsigtede mål i planperioden
- Juniorer over 12 år, skal inden et år i klubben havet opnået færdigheder der giver dem banetilladelse
- Juniorafdelingen kan forsyne eliteafdelingen med nye både dame- og herrespillere hvert år
- Grenaas juniorer markerer sig på alle niveauer inden for juniorgolf og på ranglisten.
- Juniormedlemmerne udgør min 10% af klubbens medlemmer
- Gerne 2 spillere der deltager i talentudviklingen på DGU plan
Delmål for de enkelte år er dynamiske og tilpasses hvert år i forbindelse med budgetlægning og revision af handleplanen.
Handling
Hvordan skal vi så nå vore mål?
Det er jo det store spørgsmål og i mange henseender er handler det om, at juniorudvalget skal have mere struktur på deres arbejde og være mere på forkant med de udfordringer der er på vej. Dertil kommer et behov for økonomiske ressourcer, uddannelse af juniorledere og styrkelse af udvalget gennem flere både løst og fast tilknyttede forældre.
Yderligere vil en generel interesse for juniorafdelingen både i og uden for klubber kunne styrke interessen for både golf i almindelighed og juniorgolf i særdeleshed.
Nedenstående punkter er nogle af de tiltag udvalget har besluttet, der skal eller kan føre os frem mod målene:
- Detailplanlægning af hele sæsonen i januar og februar
- Det tilstræbes, at der altid er en af pigekontakterne med når der er træning
- Deltage i det lokale samarbejde på distrikts- og kreds plan
- Der udarbejdes en oversigtskalender med alle aktiviteter i hele sæsonen
- Udvikling og uddannelse af juniorledere
- Hvis der er seniorer der vil deltage etableres bedstefar/mor turneringer om fredagen
- Juniorafdelingen skal deltage aktivt i åbent hus sammen med begynderudvalget
- Det skal tilstræbes at vi får mere omtale i de lokale medier
- Besøg af en prominent gæst vil have enorm PR værdi
Der ud over er det jo kun fantasien og økonomien der sætter grænser for hvilke tiltag der er mulige og vil fremme sagen.
Økonomi
Da juniorudvalget har en budgetramme på kr. 30.000 i 2012, sætter det jo visse grænser for hvilke udgifter udvalget kan have. Men budgettet er udarbejdet så realistisk som muligt efter nærværende handleplan og til sidst justeret med indtægter i form af kommunale tilskud og indtægter fra sponsorer.
Revision
Planen er revideret januar 2012 med hensyn til målsætninger for de kommende år. De mål der er nået er taget ud af planen og øvrige mål er tilpasset, så de er realistiske i forhold til de muligheder der er p.t.
Juniorudvalget januar 2012



